Kikærtebøffer
Kikærter kan bruges til meget andet end hummus – selvom hummus selvfølgelig også smager rigtig lækkert. Her bruger jeg kikærter i en omgang bøffer, der kan bruges i en burger, sammen med en salat eller til frokost med en skrive rugbrød. Linser, kikærter og bønner er alle sammen bælgfrugter en af de fødevaregrupper, du kan spise løs af mens du klapper dig selv på skulderen over dit valg. Bælgfrugter er nemlig fedtfattige og indeholder masser af vitaminer, mineraler og kostfibre, som er med til at holde dig mæt og rask. Derudover er proteinindholdet i bælgfrugter højt, og de kan derfor erstatte kød i dine måltider, hvilket jo også giver en stor klimagevinst. Andre gode egenskaber er at bælgfrugter ikke kræver meget vand at dyrke og at deres rødder er dybe og de derfor nemt kan dyrkes sammen med andre afgrøder, ligesom de kan være med til at give udpint jord nyt liv. Så med andre ord – spis løs.

Opskrift - kikærtebøffer
Giver 8 bøffer
Ingredienser
- 230 g kikærter, drænede og skyllede
- 1-2 fed hvidløg
- 1 løg
- 1 squash
- 1 æg
- 2 spsk krydderi fx paprika eller all-around
- ca. 7 spsk hvedemel
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skyl og riv squashen groft. Kom den i en si og vend den med en spsk groft salt. Lad den ligge og dryppe af.
- I mens kommes kikærter i en minihakker og hakkes et par gange på pulsfunktionen. Det skal ikke blendes men må gerne have lidt struktur og halve kikærter tilbage. Kom det over i en skål.
- Kom herefter grofthakket løg og hvidløg i minihakkeren sammen med ægget. Blend indtil løget er blevet til mos, så der ikke kommer store løgstykker i bøfferne. Tilsæt det til skålen med kikærter.
- Klem al den saft du kan ud af squashen og tilsæt også den til kikærterne.
- Rør godt rundt og tilsæt, krydderrier, mel og lidt peber.
- Stil farsen i køleskabet 30 min. Tilsæt lidt mere mel hvis farsen ikke hænger nok sammen.
- Varm en pande op til middel varme og start med at stege en enkelt delle. Prøvesmag den og se om farsen skal have mere salt/peber eller krydderi.
- Steg resten og server dem fx med perlebygsalat.