Æblecrumble med kanelflødeskum
Efterår betyder æbler. Brug appen Byhøst og find ud af, hvor du kan plukke æbler i dit lokalområde. I denne opskrift kan man desuden med fordel bruge den plantebaserede smør fra Naturli’ – den har en lækker eftersmag af mandel, der passer rigtig godt ind her. Har man andre frugter til rådighed – det kunne fx være pærer eller rabarber i fryseren fra foråret, kan man også lave en crumble med dem. Laver man den med rabarber, kan man bruge lidt ekstra vanilje i stedet for kanel.
Opskrift - æblecrumble med kanelflødeskum
2 små tærter
Ingredienser
- 3 æbler
- 1½ dl mel
- 65 g smør
- 4 spsk sukker
- ½ tsk salt
- 3-4 tsk kanel
Kanelflødeskum:
- 2 dl piskefløde
- 2 spsk flormelis
- ½-1 tsk stødt kanel
- 1 knsp salt
Fremgangsmåde
- Skræl æblerne og skær dem i både. Fordel bådene i to små tærtefade (ca. 14 cm i diameter).
- Kom mel i en skål og brug en gaffel til at smuldre smørret i melet.
- Tilsæt sukker, salt og kanel og bland det med rundt. Smag til, om der skal mere kanel i.
- Fordel crumblefyldet over æblerne og bag tærterne ved 180 °C i 30 minutter.
- Kom alle ingredienserne til kanelflødeskummet i en skål og pisk det til skum. Smag til med kanel og flormelis. Opbevar på køl indtil servering.
- Servér de bagte tærter med kanelflødeskummet.