Jeg er uddannet havbiolog fra Københavns Universitet og har en brændende passion for at passe på havet og vores naturressourcer. Under mit speciale specialiserede jeg mig i hjertefysiologien hos hajer og rokker, som jeg er dybt fascineret af! Som de fleste nok kan gætte er der dog ikke det store arbejdsmarked for hajhjerteeksperter i Danmark, hvilket kan virke meget underligt for en hajnørd!
Efter at have afsluttet min uddannelse kastede jeg mig derfor over andre havbiologiske emner og har blandt andet arbejdet med akvakultur i Det Internationale Havundersøgelsesråd og plastik i havet, for miljøorganisationen Plastic Change.
Jeg brænder for at passe på havet og naturen generelt og går derfor også meget op i hvordan man som forbruger kan leve bæredygtigt, og være med til at skubbe verden i en grønnere retning. Jeg tror på viden er vejen frem og elsker derfor at undervise og formidle om de udforinger vi står overfor i dag, så vi sammen kan blive klogere og komme på løsninger.
Jeg har en særlig interesse i plastik i havet, som jeg har skrevet to undervisningsforløb om på gymnasieniveau, hvilket er blevet udgivet af Gyldendal. Jeg holder både foredrag og kurser om plastik i havet og har desuden skrevet en børnebog om emnet – man kan jo ikke starte for tidligt.
Et andet område jeg har en stor interesse for er bæredygtighed i forhold til vores kost. Jeg tror på at vores valg som forbruger har en betydning og har derfor skrevet bogen “Bæredygtig Kost”, der er en forbrugerguide til at træffe bæredygtige valg når ugens menu skal planlægges og der skal handles ind.