Kylling i rød karry

Jeg elsker thai-inspirerede retter, da de er fulde af smag. Derudover er thairetter gode til at få lidt kød til at række langt. Her er opskriften på en af mine thaifavoritter, der får to stykker kyllingebryst til at række til 4 personer, uden at du sidder med en fornemmelse af, at du ”mangler” kød. Ligesom med andre gryderetter er denne ret smart, hvis man har grøntsager, der snart skal bruges, da det er ”kokoscremen”, der danner basissmagen, og grøntsagerne derfor kan varieres, og ekstra kan tilføjes, hvis der skal ryddes op i køleskabet.

Foto: Maria Madsen

Opskrift - kylling i rød karry

4 personer 

Ingredienser

  • 2 kyllingebryster
  • 1 løg
  • 1 porre
  • 3 forårsløg
  • 250 g champignoner
  • 2 gulerødder
  • 1 rød peberfrugt
  • ½ broccoli
  • 100 g grønne bønner
  • 3 dl ris eller bulgur
  • olivenolie
  • salt
  • 2 spsk rød karrypaste
  • 3 fed hvidløg
  • 1 rød chili
  • 2 ds kokosmælk
  • 1 ds tomatpuré (140 g)
  • 1 dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • saltede peanuts til topping

Fremgangsmåde

  1. Start med at ordne grøntsagerne. Løget hakkes fint, porre og forårsløg skæres i ringe, champignoner skylles og skæres i kvarter, gulerødder i skrå skriver, peberfrugten i tern og broccolien i små buketter.
  2. Kog ris eller bulgur efter anvisningerne på pakken.
  3. Varm en wok godt op med lidt olivenolie og rist champignoner, til de har tabt vand og er begyndt at blive lidt gyldne. Kom gerne salt på champignonerne, mens de ristes.
  4. Skub champignonerne til side og kom lidt ekstra olie i. Rist karrypasten, chilien og pres hvidløget i. Sørg for at røre ofte.
  5. Tilsæt alle de resterende grøntsager og rør godt i wokken. Lad dem stege i 3-5 minutter.
  6. Hæld kokosmælk i og rør rundt. Tilsæt tomatpuré og rør rundt, til retten har en ensartet farve. Tilsæt ca. 1 dl vand (skyl evt. det sidste kokosmælk ud af emballagen).
  7. Kom bouillon i og lad retten simre.
  8. Skær kyllingen i tern og tilsæt. Lad den koge med i 10 minutter og servér retten med kogte ris eller bulgur. Top med saltede peanuts.