Hjemmelavet tonic sirup

Din gin og tonic bliver milevidt bedre, hvis du laver din egen tonic – og det bedste er at det ikke tager lang tid og er langt billigere.

Det grundlæggende i tonic er kinabark fra din lokale helsekostforretning, vand og sukker. Resten er bare smagsgivere og kan justeres i mange retninger, så du kan selv nemt eksperimentere dig frem.

Opskriften herunder er min absolutte favorit, men vil du have en mere krydret og varm tonic kan du bruge mere stjerneanis og allehånde. Foretrækker du derimod en mere citrusfrisk smag tilføjer du blot citron eller mere lime. 

Historien omkring den populære drink G&T startede efter sigende i Indien, hvor udsendte briter opdagede at stoffet kinin, der udvindes fra barken af kinatræet, kunne modvirke malaria. Kinin er dog utrolig bittert, så briterne begyndte i 1800-tallet af tilsætte citrusfrugt, sukker og til sidst gin for at gøre smagen tålelig. Tonic blev altså brugt som en form for medicin mod malaria.

Ideen om tonicvand med kulsyre blev opfundet af Schweppes i 1850’erne, men i dag indeholder det meste kommercielle tonicvand kunstig kinin.

Hvis du laver denne hjemmelavet tonic med rigtig kinabark, bliver drikken mere mørk – også når den er fortyndet med danskvand. 

Tonic

Opskrift - tonic sirup

Giver 1 L / Holdbarhed ca. 2 måneder på køl.

Ingredienser

  • 7 allehåndebær
  • 1,5 spsk kinabak 
  • 1 tsk citrongræs
  • 3/4 stjerneanis 
  • 20 g citronsyre 
  • 2 lime (saft og skal)
  • 3 appelsiner (saft og skal)
  • 1 L vand
  • 650 g sukker

Fremgangsmåde

  1. Knus allehåndebær groft i en morter. 
  2. Skær skralden af citrusfrugterne, uden at få for meget af det hvide med. Det er her bitterstofferne sidder og dem vil vi ikke have for mange af. Pres herefter saften i en gryde og kom også skralderne her i.  
  3. Kom alle ingredienserne, på nær sukker, i gryden og kog det op. Lad det simre i 20 min.
  4. Filtrere det herefter over i en ren gryde. Jeg bruger en metal si med et osteklæde i, men et hviskestykke kan også bruges. 
  5. Tilsæt sukkeret og varm det op til al sukkeret er opløst.  
  6. Lad det køle af og opbevar det på køl i en skoldet patentflaske. 
  7. Glæd dig! Når det er koldt blandes de lækreste G&T. Se opskriften her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *